Må man selv grave en faskine ned i haven?

Vejret er de senere år blevet mere ekstremt. Vi har perioder med tørke efterfulgt af perioder med megen regn. Mange haveejere oplever, at jorden ikke er i stand til at opsuge al den nedbør, som kan falde i løbet af en forholdsvis kort periode. I stedet er græsplænen alt for blød til, at man kan gå på den, planter drukner i vand og måske ligger der store pytter af vand lige op og ned ad soklen på dit hus. Intet af det er særlig sundt hverken for dine planter eller dit hus.

Derfor gælder det om at lede vandet væk. Der er flere muligheder. Du kan anlægge et regnvandsbed, et omfangdræn eller en faskine. En dygtig kloakmester kan rådgive dig om, hvilken løsning der vil være optimal hjemme hos dig.

Vil du selv stå for arbejdet, er det i mange tilfælde også muligt. Du må fx gerne selv etablere en faskine, hvis den ikke skal kobles på det offentlige kloaknet. Ellers kræver det autorisation som kloakmester. Du skal også fortælle din kommune, at du vil anlægge en faskine og sende en tegning ind, som viser, hvor du vil placere den. Når formalia er i orden, må du gerne selv grave en faskine ned i din have. Husk blot, at den ikke må ligge for tæt på hverken dit hus eller skel ind til naboen.